273072374_1321274338385300_5004479633911863403_n (1)

Vedtægter

§1

Foreningens navn er: Horsens Forenede Sportsklubber (HFS).

Holdene kan tilmeldes under binavnet AC Horsens i turneringer i JBU og DBU-regi.

Foreningens hjemsted er i Horsens Kommune.

Foreningens adresse er Langmarksvej 65, 8700 Horsens.

Foreningens farver er gul.

§2

Foreningens formål er at virke for fremme af elitefodbold og samtidig tilgodese bredden.

Foreningen kan oprette en afdeling med professionel fodbold i eget regi eller

overdrage udnyttelsen – ikke til eje – af licensen til tredje mand.

§3

Foreningen er medlem af JBU og DBU og Divisionsforeningen og underlagt disse organisationers love og vedtagelser.

Foreningens bestyrelse, trænere og ledere forsynes med disse organisationers love, håndbøger og vedtagelser i den udstrækning bestyrelsen finder det nødvendigt.

§4

Som aktivt og passivt medlem kan foreningens bestyrelse optage enhver person. Optagelse af ikke myndige som medlemmer kræver skriftligt samtykke fra forældre eller værge.

Ved ind- og udmeldelse skal HFS’s ind/udmeldelsesblanket og DBU’s spillercertifikat anvendes.

Medlemskabet giver adgang til HFS’s aktiviteter.

§5

Foreningens kontingent fastsættes for et år af gangen på den ordinære generalforsamling.

Kontingentet opkræves halvårsvis forud for aktive medlemmer. For passive medlemmer opkræves kontingent helårsvis forud. Ved overskridelse af betalingsfristen betales et gebyr fastsat af generalforsamlingen.

§6

Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftlig med mindst 14 dages varsel til bestyrelsen, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til foreningen frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning,

Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse. Er et medlem i kontingentrestance ud over 1 måned, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftligt varsel ekskludere vedkommende. Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af nogen afdeling i klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til foreningen.

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have lejlighed til at fremføre sit forsvar, og han kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling.

§7

Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år inden udgangen af marts måned, indkaldes med mindst 14 dages varsel og ved bekendtgørelse af dagsorden på Horsens FS’ hjemmeside.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Forslagene skal optages på dagsordenen.

Stemmeret har aktive og passive medlemmer over 18 år, som ikke er i kontingentrestance, Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

§8

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

Valg af dirigent

Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

Forelæggelse af regnskab og status for det forløbne regnskabsår, og budget for det kommende regnskabsår.

Fastsættelse af kontingent for det kommende år.

Behandling af eventuelt indkomne forslag.

Valg af formand i lige årstal.

Valg af næstformand i ulige årstal.

Valg af kasserer i ulige årstal.

Valg af den øvrige bestyrelse for 2 år af gangen.

Valg af spillerrepræsentant for 1 år.

Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.

Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant.

Eventuelt valg af revisionsfirma, hvis generalforsamlingen ønsker det.

Eventuelt

§9

Generalforsamlingens ledelse m.v.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.

Generalforsamlingens beslutninger træffes, ved simpelt stemmeflertal (én over midten), dog jævnfør § 6, § 8, § 15, §16 stk. 2.

Dirigenten bestemmer afstemningsmåden.

Dog skal – på begæring fra ét stemmeberettiget medlem – afstemning og valg foregå skriftligt. Generalforsamlingens beslutninger indføres i et referat, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer. Dirigenten underskriver referatet.

§10

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer og skal indkaldes, når mindst 20 stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest én måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.

Om indkaldelsesmøde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7.

§11

Bestyrelse og valg.

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til lovene.

Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, og yderligere 3 – 9 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer alene skal varetage ungdomstrinenes interesser. Valgperioden er 2 år.

Formanden vælges i lige årstal.

Næstformand og kasserer vælges i ulige årstal. Genvalg kan finde sted.

§12

Forretningsorden.

Bestyrelsen konstituerer sig snarest – dog senest 14 dage efter generalforsamlingen.

Bestyrelsen fastsætter selv sig forretningsorden, herunder løbende ajourført medlemsliste, der udarbejdes hvert år over bestyrelse, ledere trænere, spillere og passive.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstformanden, er til stede, jævnfør dog § 6.

Ved formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted.

Over bestyrelsens forhandlinger føres et referat, som først godkendes på det første efterfølgende bestyrelsesmøde.

Foreningen tegnes af formanden.          Foreningens formand og kasserer har fuldmagt til klubbens konti, således at de hver især kan disponere over kontiene. Bestyrelsen beslutter, hvem der udover formand og kasserer har tegningsret. I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, tegnes foreningen af formanden, næstformanden og kassereren i forening.

Lønnet arbejdskraft kan antages.

Prokura kan meddeles af bestyrelsen.

Ved afstemninger i bestyrelsen, hvor deltagerantallet er lige, er formandens stemme afgørende.

Sager, som er opført på dagsordenen til et bestyrelsesmøde, kan af et bestyrelsesmedlem én gang forlanges udsat til afgørelse på det næste møde.

Hædersbevisninger kan uddeles til følgende nåle til ulønnede ledere:

Efter 5 års indsats i klubben, bronzenål.

Efter 10 års indsats i klubben, sølvnål.

Efter 15 års indsats i klubben, guldnål og

JBU’s sølvnål ansøges.

Bestyrelsen skal arbejde på at få alle trænere og ledere i klubben uddannet så godt som muligt.

Følgende opgaver søges løst i klubben hvert år: talenthold, trænerråd, trænerleder og spillerstatistik.

Det er vor opgave at formidle et godt samarbejde med vor støtteforening og forældreforening.

Æresmedlemmer udnævnes ved énstemmig beslutning af bestyrelsen.

Bestyrelsen kan tildele klubbens fortjenstnål til medlemmer, der har udført et uegennyttigt og værdifuldt arbejde for HFS.

§13

Regnskab.

Foreningens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.

Bestyrelsen skal senest 14 dage før generalforsamlingen afgive driftsregnskab og status for det forløbne årsregnskab til revisorerne.

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

§14

Revision.

På den ordinære generalforsamling vælges for et år af gangen to kritiske revisorer og en revisorsuppleant, samt et revisionsfirma, hvis generalforsamlingen ønsker det.

Revisorerne skal hvert år gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede.

Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning.

Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§15

Vedtægtsændringer.

Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde en ny generalforsamling, Hvis også 2/3 af de på denne generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

§16

Ordensregler.

Alle medlemmer af HFS har pligt til at overholde gældende ordensregler for Horsens Idrætspark og for klubhuset.

Overtrædelse kan medføre bortvisning eller karantæne.

Grove tilfælde kan medføre eksklusion, jævnfør § 6.

Grov uagtsomhed eller tilsidesættelse af ordensreglementet kan medføre erstatningspligt.

§17

Foreningens opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst ½ af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed.

Såfremt 20 medlemmer stemmer imod forslaget om foreningens opløsning, skal HFS videreføres.

I tilfælde af foreningens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål i Horsens Kommune.

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den og underskrevet af dirigenten.

___________________________

Flemming Jensen, formand

Birgit Christiansen, kasserer

Lars Jæger, næstformand

Jørgen B. Christensen, bestyrelsesmedlem

Henning Simonsen, bestyrelsesmedlem

Amalie B. Nielsen, bestyrelsesmedlem

Brian Gindeberg, bestyrelsesmedlem

Jørn Nicolaisen, bestyrelsesmedlem